NemID - ét log-in til det hele
30-06-2010
Nu starter udrulningen af den nye NemID, som du kan bruge til at tilgå offentlige og private selvbetjeningsløsninger på en sikker måde.
Hvad er NemID?
NemID er en ny og sikker løsning til at logge på offentlige hjemmesider, pengeinstitutter og private virksomheders selvbetjeningsløsninger. Du kan logge på med NemID fra en hvilken som helst computer med internetadgang.
Hvor kan jeg bruge NemID?
Alle danske pengeinstitutter går over til NemID i løbet af 2010, og fra 1. juli kan man bruge NemID til at logge på de fleste offentlige hjemmesider. Desuden kan private virksomheder vælge at bruge NemID til sikre transaktioner for kunder og medlemmer.
Hvordan får jeg NemID?
Hvis du har netbank, får du automatisk besked fra dit pengeinstitut. Du kan også bestille NemID på hjemmesiden NemID.nu eller ved at henvende dig hos borgerservice eller på det lokale skattecenter.
Hvordan bruger jeg NemID til at logge på en hjemmeside?
Login er sikkert på grund af to-trins-processen med ”noget i hovedet” (bruger-id og adgangskode) og ”noget i hånden” (nøglekortet):
- Trin 1: Indtast bruger-id og den personlige adgangskode
- Trin 2: Indtast ”nøglen”, som står på det personlige nøglekort. Nøglen skal parres med et nummer, som bliver vist på skærmen

Hvad er et nøglekort?
Nøglekortet er af lamineret pap og kan foldes til Dankort-størrelse. Alle kort er unikke. Der er 148 nøgler på kortet og altså 148 ”adgangsbilletter” til at logge på. DanID sender dig automatisk et nøglekort, når dit pengeinstituttet går over til NemID.
Når der er 20 nøgler tilbage på kortet, får du automatisk tilsendt et nyt kort. Hvis du har brug for flere kort (fx før en længere rejse), kan du få op til 10 kort i borgerservice eller pengeinstituttet, eller du kan bestille flere på NemID.nu.
Er nøglekortet personligt?
Ja, kortet er strengt personligt og kan kun bruges med din bruger-id og personlige adgangskode.
Kan NemID bruges til sikker mail?
Ja, fra efteråret 2010 giver NemID også mulighed for at udveksle sikker, krypteret e-mail. På NemID.nu kan du downloade det program, der gør det muligt.
Spørgsmål?
Få mere at vide på www.nemid.info eller hos Borgerservice i kommunen.

