Udskriv
Privatlivspolitik

Vallensbæks historiske samling

 

Vallensbæk Kommune fik i 2005 næsten 50 historiske genstande forærende af den tidligere fyrværkerimester i Tivoli, Lars Hoffman Barfod, der i løbet af sin ungdom i Vallensbæk indsamlede, daterede og bestemte tilhørsforholdet for de mange gamle ting fra området. Udstillingens effekter bærer tydeligt præg af, at Vallensbæk er gammelt landbrugs-område.

 

Plejl, brodjern til skoning af heste og kartebræt til kartning af uld udgør blot et lille udsnit af samlingen, der bl.a. også rummer kyser, manglebræt og ’Vallensbæk-byhornet’, der er dateret første gang helt tilbage i 1784, og som nu er forenet med Vallensbæk brandhorn, der har været i kommunens varetægt i en årrække.

 

De mange effekter er udstillet permanent på rådhuset i receptionen og i Borgerservice. Alle er velkomne til at kigge forbi i rådhusets almindelige åbningstid.